Nebbiolo er Piemontes store drue og råstoffet bag Barolo og Barbaresco: lys i farven, men blandt verdens mest tanninrige og syrefriske, med duft af roser, kirsebær og tjære. Kun godt 7.000 hektar findes i verden — 94 % i Italien — og Barolos marker er landets dyreste jord. Her er guiden til stilarterne, områderne, de berømte vine og det, der står på danske hylder.
Nebbiolo er en blå drue fra Piemonte i det nordvestlige Italien — og druen bag Barolo og Barbaresco. Det er værd at sige tydeligt, for forvirringen er stor: Barolo er ikke en drue, men et område og en appellation, hvor vinen skal være lavet af 100 % nebbiolo. Samme drue hedder spanna i det nordlige Piemonte og chiavennasca i Valtellina i Lombardiet.
Vinene er lette i farven — granatrøde med en orange kant allerede efter få år — men blandt verdens mest tanninrige og syrefriske. Duften er druens varemærke: roser, kirsebær, tjære, og med alderen trøffel, læder og tørrede blomster. Kombinationen af lys farve og hård struktur er druens kemi, ikke vinmagerens fejl, og den er grunden til, at nebbiolo både er Italiens mest lagringsdygtige rødvin og den, flest nybegyndere første gang finder for stram.
Nebbiolo er en lille drue i verden — godt 7.000 hektar, nummer 98 på listen over druesorter, og 94 % står i Italien — men den fylder enormt i prestige: Barolos vinmarker er Italiens dyreste landbrugsjord. Guiden her dækker stilarterne fra den unge Langhe Nebbiolo til den modne Barolo, områderne og hvorfor druen kun lykkes dér, de berømte vine, og det, der faktisk står på danske hylder.
Aromaerne er det første, man bemærker, fordi de er så uvante for en rødvin: tørrede roser og violer, sure kirsebær, hindbær, og så den berømte tjære — Jancis Robinsons "tar and roses". Hertil anis, lakrids og i modne vine trøffel, læder, tobak og skovbund. I munden er vinen mellemfyldig snarere end tung, med høj syre og en tanninmur, der i unge vine tørrer ganen ud. Alkoholen er moderat til høj, typisk 13,5-14,5 %.
Paradokset lys farve/hård struktur har en konkret forklaring. Nebbiolos skind rummer få farvestoffer, og de er af den ustabile slags (peonidin frem for malvidin), så vinen mister farve hurtigt og får tidligt sin teglrøde kant. Samtidig er indholdet af tannin blandt de højeste, man har målt i en rødvin — forholdet mellem tannin og farvestof er målt til omkring 16 til 1. Derfor sammenlignes nebbiolo ofte med pinot noir: samme lyse farve, samme aromatiske intensitet, samme evne til at vise forskel på to nabomarker. Men sammenligningen holder kun til tanninerne — pinot noir er silkeblød, nebbiolo er det ikke. Piemontes anden store drue, barbera, er det omvendte: mørk i farven, høj syre, lav tannin — hverdagsvinen fra de samme bakker.
Den lette indgang: rød frugt, roser og en tydelig, men ikke afskrækkende tannin, lavet til at drikkes inden for 3-7 år. Langhe Nebbiolo DOC må laves uden lagringskrav og af mindst 85 % nebbiolo; i praksis er det ofte unge stokke eller deklasseret frugt fra Barolo- og Barbaresco-marker, og det er netop derfor, de bedste er gode køb. Nebbiolo d'Alba DOC er strammere reguleret — 100 % nebbiolo og mindst et års lagring — og ligger stilmæssigt imellem.
Barbaresco er Barolos nabo mod nordøst, lavere og tættere på floden Tanaro. Druerne modner typisk en uge tidligere, tanninerne blødner hurtigere, og lagringskravet er kortere — det giver en mere parfumeret, tidligere tilgængelig vin, som i 1960'erne trådte ud af Barolos skygge med det, Oxford Companion kalder "elegance and aromatic intensity": altså finesse frem for vægt. Roero på den anden side af Tanaro står på sand og giver den letteste og mest aromatiske udgave.
Ung Barolo er en prøvelse: stram, tør, syrlig og lukket, og den kan gå i en "stum fase" 7-15 år efter årgangen, hvor frugten gemmer sig bag tanninerne. Moden Barolo er noget andet — roser og kirsebær bliver til tørrede blomster, tjære, trøffel, læder og balsamiske toner, og tanninerne falder på plads som struktur snarere end mur. Tommelfingerreglen på vinfora har længe været 20 år for de traditionelle huse. Men stilen har flyttet sig: Antonio Galloni skrev i 2025, at nutidens Barolo drikker godt allerede ved frigivelsen, i modsætning til fx 1996-årgangen, der var "hard as nails" — og tilføjede, at ingen endnu ved, hvordan de nye, blødere vine ældes over årtier.
Nord for Langhe bliver nebbiolo lettere og mere syrlig: i Gattinara og Ghemme (hvor druen hedder spanna og må blandes med lidt vespolina og uva rara) på vulkansk jord, og i Valtellinas alpine terrasser (chiavennasca). Det er kendernes pris-tip — Jancis Robinson har beskrevet Valtellina-vinene som friske, rene og mineralske, tidligere modne end Barolo og billigere. Valtellina har desuden sin egen specialitet, Sforzato: nebbiolo af tørrede druer efter samme princip som Amarone, mindst 14 %, men med druens syre og tannin intakt.
Én ting gælder alle stilarter: nebbiolo bliver aldrig "stor" i fylde. Søger man en tung, sød, fadpræget rødvin, er det den forkerte drue. Søger man duft, syre, struktur og en vin, der forandrer sig i glasset, er det den rigtige.
Nebbiolo er en af de første druer til at springe ud om foråret og en af de sidste til at modne — høsten ligger traditionelt sidst i oktober, i efterårstågen. Det gør den frostfølsom, kræsen med lyset og afhængig af en lang, varm sæson. I Langhe betyder det, at druen får de bedste sydvendte skråninger, de såkaldte sorì, i 200-450 meters højde på kalkholdig mergel — mens barbera og dolcetto må tage til takke med resten. Barolos regler forbyder ligefrem nyplantning på nordvendte skråninger. Det er en drue, der nægter at blive masseproduceret, og det ses i tallene: godt 7.000 hektar i verden, mod cabernet sauvignons 280.000.
Barolo DOCG dækker omkring 2.100 hektar fordelt på elleve kommuner syd for Alba og aftapper knap 14 millioner flasker om året. Stilforskellen inden for området følger geologien — forenklet to formationer fra Miocæn. Vest og nord (La Morra, Barolo, Verduno) står på blågrå, kalkholdig lermergel fra Tortonian-perioden, der giver parfumerede, blødere og tidligere tilgængelige vine. Øst og syd (Serralunga d'Alba, Monforte, Castiglione Falletto) står på ældre, sandsten- og kalkblandede lag, hvor vinene bliver kraftigere, mere tanninrige og langsommere. Den berømte Cannubi-bakke ligger på grænsen og blander begge registre. Siden årgang 2010 har Barolo haft 181 registrerede marknavne — MGA'er — på etiketten; det ligner et cru-system, men er, som Jancis Robinson påpegede, en liste, ikke en rangordning. En MGA kan være 1,4 hektar eller en hel bakke på 380.
Barbaresco DOCG (ca. 700-800 hektar, godt 4 millioner flasker) ligger lavere og tættere på Tanaro, som udjævner temperaturerne. Druerne modner tidligere, og reglerne kræver kun 26 måneders lagring mod Barolos 38. Jorden er overvejende den samme Tortonian-mergel som i La Morra, men mere ensartet, og de tre kommuner — Barbaresco, Neive og Treiso — giver hver deres nuance af finesse. Barbaresco blev selvstændig vin i 1894, da Domizio Cavazza, direktør for vinskolen i Alba, samlede ni avlere i byens kooperativ.
Nord for Tanaro ligger Roero på sandede, pliocæne havaflejringer — lavere udbytte, lettere vine, høj aromatik. Nebbiolo d'Alba DOC (ca. 650 hektar) spænder over begge flodbredder, og Langhe DOC (godt 2.000 hektar for alle druer) er den brede kategori, hvor Langhe Nebbiolo laves. Her mærkes markedet: konsortiet pålagde i 2025 en produktionsnedskæring på 10 % for Langhe Nebbiolo efter overudbud, og samtidig er bag-in-box op til fem liter på vej til godkendelse — med de skandinaviske markeder som udtrykt begrundelse.
I 1800-tallet var det nordlige Piemonte — Gattinara, Ghemme, Boca, Bramaterra, Lessona — druens største område med over 40.000 hektar. Phylloxera, hagl og tekstilfabrikkerne i Biella tømte markerne, og i dag er der omkring 800 hektar tilbage. Jorden er vulkansk porfyr fra en udslukt supervulkan og sure morænejorde fra Monte Rosa, klimaet køligere og vådere end Langhe. Det gav historisk tynde, syrlige vine — men opvarmningen har gjort modningen pålidelig, og området er blevet kendernes jagtmark, med Gattinara (90 % nebbiolo, 35 måneders lagring) i spidsen.
I Valtellina i Lombardiet står chiavennasca på 2.500 kilometer tørstensmure i terrasser 300-600 meter oppe ad dalens sydvendte side, med vinden fra Comosøen som ventilation. Omkring 750 hektar, 90 % nebbiolo, i fem underzoner fra den lette Valgella til den strukturerede Inferno. Et 21-årigt studie fra 2023 viste, at de højeste terrasser nu modner bedst og holder syren — forladte marker i højden er blevet områdets klimaforsikring. I Carema på grænsen til Aostadalen dyrkes picotendro på pergolaer båret af stenpiller — et landskab, men med under 25 hektar.
Nebbiolo rejser dårligt: den sene modning og kravet om kalkmergel og sydvendt hældning gør den svær at ramme selv i Piemonte. Det største udenlandske areal er i Baja California i Mexico (ca. 225 hektar), hvor en piemontesisk vinmager i 1960'erne plantede druen for L.A. Cetto. Australien har godt 120 hektar (King Valley, Adelaide Hills), Californien knap 60, og Argentina er gået fra 218 hektar til 30 siden årtusindskiftet — udbytterne blev for høje. Klimaet flytter i øvrigt også Piemonte: høsten ligger nu to-tre uger tidligere end for en generation siden, lejer i 400 meters højde, der før var for kølige, giver nu fuldmodne druer, og konsortiet har foreslået at ophæve forbuddet mod nordvendte marker.
Elleve vine fra Barolos dyreste flaske til det kooperativ, vinfora kalder vinverdenens bedste handel. Priser er Wine-Searchers internationale gennemsnit pr. flaske; danske priser hvor vi har fundet dem.
Italiens dyreste vin ifølge Wine-Searchers ranking — omkring 1.165 euro pr. flaske — og den eneste Barolo, der handles i klasse med Bourgognes store navne på Liv-ex. Lavet siden 1924, i dag kun fra familiens egen Francia-mark og kun i udvalgte år, højst omkring 7.000 flasker. Årgang 2014 fik 100 point hos både Monica Larner (Wine Advocate) og Vinous. Herhjemme koster en årgang fra 2010'erne over 7.000 kr. — bl.a. hos DH Wines.
Traditionalisternes flagskib: én Barolo, blandet af husets marker i Barolo by, lange macerationer og store gamle fade — og den håndmalede etiket "No barrique, no Berlusconi", som politiet i 2001 beslaglagde i en vinbutik i Alba som ulovlig valgpropaganda. Datteren Maria Teresa Mascarello har ført huset uændret videre siden 2005. Årgang 2016 fik 100 point hos Monica Larner. Snitpris 300-600 dollar afhængigt af årgang.
Angelo Gaja overtog familiehuset i 1961 og gjorde Barbaresco til et verdensnavn — i dag er Gaja Piemontes højest placerede producent på Liv-ex' Power 100 (nummer 11 i 2025). Enkeltmarkerne Sorì San Lorenzo, Sorì Tildìn og Costa Russi var fra 1996 til 2012 provokerende nok deklasseret til Langhe DOC, så der kunne tilsættes lidt barbera; fra årgang 2013 er de Barbaresco igen. Sorì San Lorenzo 2013 fik 100 point hos James Suckling. Basis-Barbarescoen koster omkring 2.000 kr. i Danmark, enkeltmarkerne 450-530 euro.
Bruno Giacosa lavede sine Riserva-vine med rød etiket kun i de bedste år — Barbaresco Asili og Barolo Le Rocche del Falletto — og de er i dag verdens dyreste Barbaresco-aftapninger ifølge Wine-Searcher, med snitpriser på 500-800 dollar. Huset ligger på Liv-ex' Power 100, og en Asili Riserva fra en topårgang er set til knap 5.000 kr. hos danske forhandlere.
Kultvinen blandt kultvinene: dyrlægen Beppe Rinaldi førte huset kompromisløst traditionelt fra 1992, og Brunello-legenden Gianfranco Soldera skal have sagt, at Rinaldis Brunate var den eneste rødvin, han drak ud over sin egen. I dag driver døtrene huset, og flaskerne er allokeret; snitpris omkring 470 dollar og en plads på Liv-ex' Power 100.
Det nye ikon. Fabio Alessandria laver Monvigliero med helklase-gæring og lange, blide macerationer, og vinen er på få år gået fra kendertip til Liv-ex' nummer 37 — det højest placerede Barolo-hus efter Conterno. Årgang 2019 fik 100 point hos Monica Larner og 100 hos Galloni for 2013. Snitpris omkring 650 dollar; i Danmark 2.800-3.600 kr. for en moden årgang.
Den moderne klassiker fra Ravera-marken i 400-440 meters højde. Galloni har givet 100 point til både 2016 og 2019 — den eneste 2019-Barolo med topscore hos Vinous — og vinen er steget godt 50 % i pris siden frigivelsen af 2016. Snitpris 230-300 dollar.
Kooperativet fra 1958 med ni cru-marker, der aftappes som Riserva i gode år, og den vin, Galloni har kaldt "arguably … the single greatest relative value in fine, cellarworthy wine". Eneste kooperativ fra Piemonte på Liv-ex' Power 100. Basis-Barbarescoen koster omkring 340 kr. i Danmark, Riserva-cruerne omkring 90 dollar — og husets Langhe Nebbiolo er den bedste indgang til druen, der findes.
Den opnåelige Barolo: Albe 2020 blev nummer 9 på Wine Spectators Top 100 i 2024, og vinen sælges herhjemme omkring 330 kr. Vajras Langhe Nebbiolo (135-250 kr. afhængigt af aftapning) er tilsvarende blandt de mest anbefalede i danske anmeldelser.
Beviset på, at nebbiolo uden for Piemonte kan nå toppen: familien Pelizzattis Riserva fra terrasserne i Sassella blev kåret til Italiens rødvin af året af Gambero Rosso i 2018-udgaven, og Wine Enthusiast gav 98 point. Lange lagringer, store fade, snitpris omkring 150 dollar.
Huset fra 1881 i Alba er den klassiske Barolo, danske vinhandlere faktisk fører: basis-Barolo omkring 500 kr., enkeltmarken Ornato (98 point hos James Suckling for 2013 og 2020) 1.000-1.600 kr. En god målestok for, hvad en "rigtig" Barolo fra et gammelt hus koster.
Nebbiolo kommer af nebbia, tåge — enten fordi høsten falder i oktobertågen, eller fordi de modne bær er dækket af et tågeagtigt duglag. Ingen af forklaringerne er bevist. Druen er en af Italiens ældste dokumenterede: "nibiol" nævnes i dokumenter fra Rivoli ved Torino i 1260'erne, og i 1304 skrev agronomen Pietro de' Crescenzi, at "nubiola" gav fortræffelig vin. I 1400-tallet straffede La Morras bystatutter fældning af nebbiolo-stokke med bøder, afhugning af højre hånd og — for gengangere — hængning.
DNA-arbejde fra Torino (2020) fastslår, at nebbiolos forældre "formentlig er gået tabt" — druen er simpelthen for gammel. Til gengæld kender man familien: nebbiolo rosé, som i generationer blev regnet for en undersort, er en fuldsøster med egne forældre, ligesom pignola og rossola; vespolina og bubbierasco er nebbiolos børn, og freisa en nær slægtning. De to "biotyper" lampia og michet er derimod samme drue — michet er blot en lampia med fanleaf-virus, som giver små klaser og mørkere vin, og som derfor var på mode i 1970-90'erne, til stokkenes sundhed blev vigtigere.
Indtil 1840'erne var Barolo en sød, ofte let perlende vin — den sene høst og den kolde vinter fik gæringen til at gå i stå, før sukkeret var brugt. Den klassiske fortælling giver æren for den tørre Barolo til den franske ønolog Louis Oudart, som grev Cavour og markisen af Barolo fik til Piemonte; nyere historieforskning (Kerin O'Keefe med Giusi Mainardi) viser, at italieneren Paolo Francesco Staglieno vinificerede nebbiolo tørt på Cavours gods, før Oudart kom til. Tilnavnet "kongernes vin, vinenes konge" stammer fra Savoyen-hoffets forkærlighed for vinen i samme århundrede. Barolo og Barbaresco fik DOC i 1966 og blev i 1980 blandt Italiens første DOCG'er.
I 1983 skar Elio Altare sin fars gamle fade i stykker med motorsav og blev gjort arveløs. Det blev symbolet på "Barolo Boys" — modernisterne (Altare, Sandrone, Clerico, Scavino, Voerzio), der indførte korte macerationer, rotogæringstanke og nye franske barriques for at lave blødere, tidligere drikkelige vine — mod traditionalisterne (Bartolo Mascarello, Giacomo Conterno, Giuseppe Rinaldi) med lange macerationer og store, neutrale fade. Striden er filmet ("Barolo Boys", 2014) og i dag stort set afsluttet: modernisterne skruede ned for den nye eg, traditionalisterne strammede kælderarbejdet, og de fleste af nutidens Baroli låner fra begge. Den nye front går et andet sted: Galloni advarede i 2025 om, at jagten på friskhed og lette udtræk risikerer at gøre Barolo "emaciated" — udmagret.
Barbaresco fik sine 66 registrerede marknavne (MGA) i 2007, Barolo sine 181 fra årgang 2010 — det nærmeste Italien kommer et cru-system. I 2014 kom Langhe-Roero og Monferrato på UNESCO's verdensarvsliste som Italiens første vinlandskab. Og i 2025 opgjorde det italienske landbrugsforskningsinstitut CREA Barolos vinmarker til 300.000-2.300.000 euro pr. hektar — landets dyreste jord, mod 22.400 euro for almindelig landbrugsjord.
Alt ved nebbiolo handler om at nå modenhed. Druen springer ud i april og modner først sidst i oktober, så vinbonden lever med forårsfrost i den ene ende og efterårsregn i den anden. Skindet er tyndt trods tanninindholdet, klaserne mellemstore og tætte, og druen er følsom for meldug og råd i våde efterår. Udbyttet er ustabilt, og reglerne holder det lavt: højst 8 tons pr. hektar i Barolo (7,2 med marknavn) og 56 hektoliter vin. Lave udbytter, de dyreste bakker, og tre-fem års kapitalbinding før salg — det er regnestykket bag prisen.
I kælderen er nebbiolo vinmagerens største stilvalg. Den traditionelle vej er lange macerationer (3-4 uger, nogle huse langt mere), der udtrækker tanninerne fuldt, efterfulgt af år i store fade af slavonsk eg, som ilter vinen blidt uden at give fadsmag; den moderne vej er kortere skindkontakt og mindre, nyere fade. Walter Speller har forklaret, hvorfor de lange macerationer paradoksalt giver blødere vine: jo længere tid, jo længere tanninkæder — og lange kæder føles mindre skarpe. Den lange fadlagring har desuden en kemisk pointe: det er i fadet, tannin og farvestof binder sig til hinanden og stabiliserer den farve, druen har så lidt af. Reglerne følger logikken — Barolo skal lagres 38 måneder, heraf 18 på træ, en Riserva 62; Barbaresco 26 og 9; Gattinara 35 og 24. Langhe Nebbiolo har intet krav, og det er hele forskellen mellem en flaske til 100 kr. og en til 500.
Nebbiolo er i Danmark først og fremmest Barolo — "danskerfavorit i mange år", som VinAvisen skrev i 2026 — og Barolo er blevet en fast kampagnevare. De samme få mærker går igen i tilbudsaviserne hos Føtex og Bilka (Gemma), Kvickly og SuperBrugsen (Fontanafredda, Sarotto), MENY, Lidl og Netto, typisk til omkring 100-160 kr. mod en normalpris på 200-240. Hos vinhandlerne starter Barolo fra navngivne huse omkring 300-700 kr., enkeltmarker og riservaer ligger på 1.000-1.600 kr., og ikonerne fra listen ovenfor koster fra 2.000 kr. og langt op. Barolo i bag-in-box findes ikke på danske hylder.
Langhe Nebbiolo er den egentlige indgang til druen og det, danskerne søger mest efter ud over Barolo. I kæderne og på tilbud koster den 45-130 kr. (Terre del Barolo i Føtex, Lidls eget mærke), hos vinhandlerne 130-250 kr. for husene Ratti, Vajra, Damilano og La Spinetta. Som Vinbladet konstaterede efter en smagning af 13 Langhe Nebbioli i 2020 — alle 90-93 point, "ikke en eneste kedelig vin i feltet" — er det specialhandlen og netbutikkerne, der bærer druen; supermarkedernes udvalg er begrænset. Barbaresco ligger prismæssigt mellem de to: Vinbladets "mest for pengene"-test i 2023 fandt det bedste køb omkring 160-190 kr., og Produttori del Barbaresco koster omkring 340 kr.
De danske anmeldelser er enige om stilen og uenige om de billigste. Spritnyts test af 81 Baroli i 2024 fandt vinene "generelt meget klassiske i udtrykket med et rimeligt tannin- og syrebid", gav 91 point til Bilkas Gemma til 99 kr. — og 97 til vinderen fra Rocche dei Manzoni til 799 kr. Samme supermarkeds-Langhe Nebbiolo fik 90 point og ordet "kup" ét sted og 86 point og dommen "syren virker ukontrolleret" hos Houlbergs Vinblog. Vinsiderne advarer om, at tanninerne "kan have en tendens til at skabe en noget bedøvende effekt på ganen" — og Vinbladet har kaldt Alto Piemonte "noget overset" med Gattinara som en sjældent god handel omkring 200-400 kr. Piemontes hverdagsdrue har vi selv smagt fra samme bakker: Dabbenes Barbera d'Alba (350 kr.) viser, hvad naboen til nebbiolo kan.
Grundreglen følger af kemien: høj tannin og høj syre kræver protein og fedt. Nebbiolo er bygget til bordet, ikke til terrassen — og til piemontesisk mad i særdeleshed, som er fed, kødrig og fuld af svampe og trøffel. Men stilen afgør retten.
Ung Langhe Nebbiolo og Nebbiolo d'Alba (lys, frugtig, tydelig tannin): tajarin eller anden pasta med smør og salvie, vitello tonnato (den kolde kalv med tunsauce — syren i vinen matcher saucen), pizza med svampe, kylling i svampesauce. Dansk hverdag: frikadeller med brun sovs, hakkebøf med bløde løg, svinekam med svær.
Barbaresco og Roero (finesse, hurtigere modning): agnolotti del plin, kanin eller perlehøne, andebryst, svampe-risotto. Dansk: andesteg — mørkt fjerkræ, fedt og rødkålens syre passer præcis til druens syre — eller kalvesteg med lagret Vesterhavsost.
Moden Barolo (tjære, roser, trøffel, læder): brasato al Barolo — oksekød braiseret i vinen selv — tajarin med hvid trøffel, fonduta, ossobuco og polenta med vildtragout. Dansk: dyreryg eller dådyrkølle med svampe, langtidsstegt oksebryst, og til osten lagret comté, parmesan eller en gammel dansk ost. Her må retten gerne være tung; vinen har strukturen til det.
Sforzato og Alto Piemonte: Sforzatos tørrede-drue-fylde tåler braiseret oksehale, vildtgryde og Valtellinas egen pizzoccheri (boghvedepasta med kål og ost); de lette Gattinara- og Valtellina-vine er til bresaola, charcuteri, svampetærte og stegt kylling med rodfrugter.
Det, nebbiolo ikke er til: chilistærk mad (capsaicin forstærker tannin og alkohol), sushi og rå fisk (tannin og fiskefedt giver metalsmag), grønne salater med vinaigrette (syre mod syre uden fedt) og lette sommerretter. Servér ved 16-18 grader, og giv unge vine luft — en time for Langhe Nebbiolo, to til fire timer i karaffel for ung Barolo, mens gamle flasker dekanteres kort og forsigtigt for bundfaldets skyld. Glasset skal være bredt: et bourgogne-glas er standarden, og Riedels særglas "Pinot Noir/Nebbiolo" (omkring 500 kr. for to) er netop ét glas til begge druer — vinfora kalder et dedikeret nebbiolo-glas overdrevet, og Vinbladet fandt i 2020 et Bormioli-glas til omkring 70 kr. fuldt brugbart.
Nebbiolo er druen, Barolo er et område og en appellation i Piemonte, hvor vinen skal være 100 % nebbiolo og lagret mindst 38 måneder. Al Barolo er altså nebbiolo, men nebbiolo laves også som Barbaresco, Langhe Nebbiolo, Roero, Gattinara og Valtellina — og uden for Italien.
Ja i struktur, nej i fylde. Nebbiolo har blandt de højeste tannin- og syreniveauer i nogen rødvin, men er lys i farven og mellemfyldig i munden med moderat alkohol. "Kraftig" i betydningen tung, sød og fadpræget er den aldrig.
De er Piemontes to hoveddruer og hinandens modsætninger: barbera er mørk i farven med høj syre og lav tannin, nebbiolo er lys med høj syre og meget høj tannin. Barbera drikkes ung og er hverdagsvinen; nebbiolo giver Barolo og Barbaresco og kræver tid.
Tommelfingerreglen har været 10-20 år efter årgangen for traditionelle huse, og mange Baroli lukker sig i en stum fase 7-15 år efter høsten. Moderne Barolo er blødere og drikker ofte godt allerede ved frigivelsen — men giv den under alle omstændigheder et par timer i karaffel.
I Danmark koster supermarkedernes Barolo omkring 100-160 kr. på tilbud, en Barolo fra et navngivet hus 300-700 kr. hos vinhandleren, og enkeltmarker og riservaer 1.000-1.600 kr. De berømte navne starter omkring 2.000 kr., og Monfortino koster over 7.000.
De er to forskellige druer og stilarter, ikke to kvalitetstrin: Barolo er nebbiolo fra Piemonte — lys, syrlig, tanninrig, roser og tjære — mens Brunello di Montalcino er sangiovese fra Toscana, mørkere og mere frugtdrevet med blødere tannin. Begge kræver mindst fire-fem års lagring efter reglerne; hvilken der er bedst, afhænger af, om man foretrækker duft og struktur eller frugt og fylde.
Fedt og protein: braiseret kød, andesteg, vildt, svampe-risotto, trøffelretter og lagrede oste — se madafsnittet for parring efter stil. Undgå chilistærk mad, rå fisk og salater.
En rødvin lavet af nebbiolo-druen fra Piemonte: lys granatrød med orange kant, duft af roser, kirsebær og tjære, høj syre og høje tanniner. De kendteste er Barolo og Barbaresco; Langhe Nebbiolo er den lette, billige udgave.